Ring til os på43 44 60 00
 

De nye stikkontakter

Af Michael Lindqvist og
Michael Søgaard Rasmussen

 


Undgå stød med de nye stikkontakter.


Den 15. november 2011 blev det tilladt at anvende stikkontakter med sidejord i Danmark – bedre kendt som Schuko stikkontakten, og vi vil gerne give jer et indblik i beslutningerne bag samt måske mere interessant de muligheder for varietet og konkurrence det giver, omend der er en række faldgruber.

 

 

Foto: Schneider Electric

 


I 2006 besluttede Sikkerhedsstyrelsen i ”Notat om sikkerhed på det danske marked for stikkontakter” at tillade de franske stikkontakter med pindjord i Danmark fra 1. juli 2008 (det er den midterste på billedet). Derimod kunne Schuko stikkontakten ikke accepteres, med den begrundelse, at de særlige danske firkantede tobenede stikpropper kunne kile sig fast i denne. Endvidere mente man, at der var en risiko for overophedning af stikkontakten, hvis en stikprop blev fastkilet.
Man besluttede samtidigt at forbyde salget af den firkantede stikprop, som i stedet skulle erstattes af en ny type med runding på midten og buede hjørner, som ikke kunne kile sig fast.

En revurdering i 2011 viser, at risikoen for at få stød på grund af en fastkilet stikprop, er langt mindre, end risikoen for at få stød fra en defekt køkkenmaskine eller lignende, hvor stikprop og stikkontakt ikke passer sammen.

Dette er desværre er meget udbredt, og kan eksempelvis forekomme, når man ikke udskifter Hybrid-stikproppen på sin køkkenmaskine til en dansk type med jordben, eller ikke monterer en adapter, der kan omsætte jordforbindelsen fra dansk jordben til henholdsvis Schuko med sidejord eller fransk pindjord.

 

 

 

Foto: CEE 7/7 ”Hybrid” stikprop / Adapter dansk/fransk/Schuko

 


Revurderingen konkluderer endvidere, at for hver 2.000 stk. Schuko stikkontakter indført i Danmark, opnås en potentiel sikkerhedsteknisk ”gevinst” på ét stød.

Endvidere viser en brandtest udført hos DBI, at der ikke er nogen risiko for brand ved fastkiling af stikprop, som det ellers var antagelsen i 2006.

Derfor er det besluttet at tillade Schuko stikkontakter i Danmark pr. 15. november 2011.

 

 

 

 

Kan alle Schuko stikkontakter så anvendes?


Nej, så let er det desværre ikke!

Samtidigt med tilladelsen af Schuko, er der nemlig udkommet en ny dansk standard – DS 60884-2-D1:2011 – som fastlægger en række særlige danske krav til anvendelse af stikpropper og stikkontakter, som blandt andet indebærer, at stikkontakterne skal være forsynet med pillesikring.

Sikkerhedsstyrelsen har valgt at læne sig meget op af den tyske standard, idet man forventer, at den største samhandel vil foregå med det tyske marked. I Tyskland er pillesikring dog kun en anbefaling, så dette skal man være særligt opmærksom på, når man vælger Schuko stikkontakter eller forlængerledninger.

Den svenske og østrigske Schuko stikkontakt ligner den tyske til forveksling med kun få decimaler til forskel i de nationale standarder. Er man i tvivl om, hvorvidt Schuko stikkontakten er udført efter den danske standard, bør man bede sin leverandør om en overensstemmelseserklæring.

 

 

 

Jordforbindelse


Det er et krav, at jordforbindelsen skal føres helt ud i brugsgenstanden, hvis denne er Klasse I, hvilket ofte er tilfældet, hvis apparatets ydre er af metal, eksempelvis mikrobølgeovnen.

Man skal derfor være helt sikker på, at stikkontakt og stikprop passer sammen. Her har Schuko stikkontakten en stor fordel, da den passer sammen med den stikprop som stort set alle køkkenmaskiner og hvidevarer leveres med.

 

 

Foto: Schuko stikkontakt GIRA

 

 

 

S&M’s holdning


Vi mener, at Schuko stikkontakten vil give flere fordele for kunden, da udbuddet af stikkontakter er større. Allerede nu er mange anerkendte leverandører klar med den danske Schuko stikkontakt i utallige designvarianter. Endvidere ser vi det som en stor fordel, at kunden ikke behøver at udskifte sine Hybrid-stikpropper eller anvende adaptere.

En af de største udfordring ved implementering af Schuko stikkontakter er, at der nu introduceres nye typer indstøbnings- og forfradåser, som skal passe til stikkontakten, og som skal indarbejdes i branchen.

 


Renoveringsopgaver

I forbindelse med renoveringsopgaver vil det ikke altid være hensigtsmæssigt at anvende Schuko stikkontakter. Dette skyldes, at den bagvedliggende dåse til stikkontakten højst sandsynligt skal udskiftes, hvilket vil medføre forhøjede omkostninger til murer, maler mv. En 1-1 udskiftning til Schuko vil på nuværende tidspunkt ikke være mulig, hvis der i det eksisterende byggeri er anvendt de kendte ”Fuga” stikkontakter.

De fleste Schuko stikkontakter anvender den såkaldte ”Europadåse”, som er lidt større end de dåser, der anvendes til LK’s designserier, ”Fuga” og ”Opus”.
 

Nybygning

S&M anbefaler, at der til nybygninger, som minimum i de områder, hvor man normalt tilslutter almindelige brugsgenstande, anvendes Schuko stikkontakter.

Hvis nybygningen har støbte vægge, bør det tidligt besluttes, hvilket stikkontaktsystem, der tænkes anvendt, af hensyn til valg af indstøbningsdåser.
 

Blanding af stikkontaktsystemer

Det er tilladt at kombinere stikkontaktsystemerne, så der kan anvendes Schuko i et område og dansk i et andet. Man kan også stadig anvende de særlige danske EDB- og hospitalsstikkontakter med henholdsvis skrå og flade ben.

S&M anbefaler dog, at man begrænser anvendelsen af flere systemer, da dette kan give anledning til irritation og forvirring hos brugeren på grund af de mange forskellige varianter af stikpropper, hvilket igen er med til at skabe farlige situationer, hvor løse forlængerledninger og stikdåser bevirker, at jordforbindelsen ikke føres helt frem til brugsgenstanden. Men der kan dog være særtilfælde, hvor det er formålstjenligt at anvende systemerne i kombination.

 


Yderligere viden


Af nysgerrighed og begejstring for vort fag – og for at kunne leve op til vor egen målsætning om altid at levere kompetent rådgivning og tilføre vore projekter de optimale løsninger – holder vi os hos S&M løbende opdateret med ny viden og nye standarder. Vi lever af at rådgive om vores viden, og deler naturligvis gerne denne viden med andre. Derfor er du også mere end velkommen til at henvende dig til os, hvis læsningen her har givet anledning til en snak – måske om et igangværende arbejde eller et kommende projekt. Vi hører meget gerne fra dig på tlf. 43 44 60 00.


Copyright © - 10. juli 2012

Ovenstående artikel er udarbejdet af S&M og ingen dele af denne må gengives stykvist eller i sin fulde længde uden særskilt tilladelse fra S&M’s ledelse.
 

Nyheder
News

Kolleganyt
Øget fokus på bæredygtighed
Kolleganyt
Tak for i år
Kolleganyt

Mere info

Bliv ringet op
Ring til os

Få nyhedsbrevet
Tilmeld dig vores nyhedsbrev her