Ring til os på43 44 60 00
 

Hjem til Aarhus - boliger for alle - 16.6.2017

S&M rådgiver på innovativt alment boligbyggeri i Risskov.

Spangenberg & Madsen er med som teknologirådgivere, når der i løbet af de kommende år skal bygges op til 2.000 nye familieboliger i et prisniveau, hvor alle kan være med.

Initiativet ”Hjem til Aarhus – boliger for alle” har til formål at arbejde mod, at Aarhus bliver en by i social balance på trods af hastigt stigende priser på fast ejendom. Således er målet, at der i de kommende år gives tilsagn til opførelse af op imod 2.000 boligforeningsboliger til familier.

 

Aarhus Kommune har for nylig udgivet ”KVALITETSGUIDE TIL ALMENT BYGGERI”, hvor blandt andet Risskov Brynet, som S&M er rådgivere på, er omtalt. Kvalitetsguidens formål er at inspirere bygherrer, arkitekter og rådgivere til at komme med innovative bud på almene boligprojekter, samt at sikre en høj standard, der bidrager til byens positive udvikling.

 

I første omgang er der fra Aarhus Kommune givet tilsagn til, at boligforeningerne kan bygge 407 nye familieboliger.

 

S&M vandt i december 2016, med SKALA ARKITEKTER som totalrådgivere, konkurrencen på byggeriet Risskov Brynet, der omfatter opførelse af 106 almene boliger samt parkeringsanlæg under jorden, for boligforeningen AAB. Øvrige samarbejdspartnere på byggeriet er Viggo Madsen, Sweco, Green Sustainable Landscape og Rie Ollendorff Architects.

 

Risskov Brynet er et varieret og nytænkende byggeri med blandede boligtyper lige fra familieboliger og ungdomsboliger til små boliger og autistboliger. Begrebet ”liveability” er i centrum her, og kort fortalt handler det om at skabe en ny bydel, hvor der er plads til og aktiviteter for alle, og hvor mangfoldighed vægtes. Her prioriteres skabelsen af uderum, der inviterer til rekreation og fællesskabsudfoldelse. Biodiversitet i området er vigtigt og sikres med frugthaver, køkkenhaver, plantekasser og grønne tage, som igen inviterer til ophold og aktiviteter for alle.

 

Brynet er ét af en række boligprojekter, hvor S&M deltager som fagledere på områderne VVS, ventilation, kloak, LAR, DGNB, el, brand, IT, CTS og IKT i forbindelse med projektering, projektforslag, hovedprojekt, fagtilsyn samt commissioning, afprøvning og idriftsættelse. Jesper Willum Roed fra S&M er projektleder for ingeniørfagene på sagen:

 

- Det har været rigtigt spændende at arbejde med at udvikle et eksisterende erhvervsområde til at blive et attraktivt boligområde. Jeg synes, det er lykkedes til fulde at lave en plan for området, som tilgodeser behovet for boliger til vidt forskellige typer af beboere med meget forskellige behov. Samtidig er boligerne økonomisk tilgængelige for alle, uden der af den grund er gået på kompromis med arkitekturen og kvaliteten af materialerne. Med al den ekspertise vi efterhånden har opnået omkring at opføre mange forskellige typer af boliger, håber vi rigtigt meget at få mulighed for at deltage på de kommende projekter også, siger Jesper Willum Roed.

 

Boligprojekter er et af Spangenberg & Madsens absolutte kerneområder. De nyeste boligopgaver er, foruden Brynet, blandt andet 3B’s opførelse af 80 nye billige boliger i Egedal, der i første omgang skal huse flygtninge; et ingeniørmæssigt unikt projekt, hvor installationerne er designet, så boligerne er fleksible og senere nemt kan sammenlægges til større lejemål. Et andet lignende projekt, hvor S&M ligeledes varetager fagledelsen for alle installationsfagene, er Robuste Skæve Boliger til hjemløse i København. I Skejby varetager S&M også den overordnede fagledelse for ingeniørfagene på opførelsen af 100 nye kollegieboliger, og på Ceresgrunden i Aarhus medvirker S&M ved opførelsen af flere hundrede nye boliger. De seneste år har firmaet desuden medvirket ved en lang række renoveringer af store boligområder som Birkehegnet i Næstved, boligområderne Rosenhøj og Ringgarden i Aarhus og Varbergparken i Haderslev – for blot at nævne nogle få.

 

Spangenberg & Madsen er landets ældste rådgivende ingeniørfirma med el-anlæg som speciale, grundlagt i 1905. Firmaet er med årene vokset til i dag også at mestre alle tekniske installationer, el, brand, sikring, VVS, ventilation, indeklima og energi og er således en komplet teknologirådgiver.
 

Kontakt os gerne for en snak om, hvordan S&M kan være behjælpelige med dit næste boligprojekt eller anden rådgivning, du måtte have behov for.

 

 

Kontaktperson: Mark Askegren Anderson, tlf. 29 69 99 04.


Spangenberg & Madsen er rådgiver på opførelsen af nye almene boliger i Risskov Brynet for boligforeningen AAB, som en del af initiativet "Hjem til Aarhus - boliger for alle". Foto: Spangenberg & Madsen A/S.
Tilbage

Nyheder
News

Kolleganyt
Øget fokus på bæredygtighed
Kolleganyt
Tak for i år
Kolleganyt

Mere info

Bliv ringet op
Ring til os

Få nyhedsbrevet
Tilmeld dig vores nyhedsbrev her