Ring til os på43 44 60 00
 

Nyheder

Lyskunst på Ringgadebroen - 13.1.2017

S&M rådgiver på spektakulært lyskunstværk i Aarhus.

12. januar 2017 tændtes lyset på den ikoniske Ringgadebroen over jernbaneterrænet i Aarhus K; et stort lyskunstværk, designet af kunstneren Signe Klejs, som en del af innovationsprojektet Lys på Aarhus i forbindelse med, at Aarhus er europæisk kulturhovedstad i 2017. Spangenberg & Madsen har medvirket i værkets tilblivelse som kunstnerens uvildige rådgiver; en kompliceret proces, der har budt på mange udfordringer undervejs.

 

Det tøvende lys

Det spektakulære lyskunstværk, der står som byens lysende byport, har fået navnet Hesitations of Light, inspireret af den aarhusianske astronom Ole Rømers opdagelse i 1675: At lyset har en hastighed, og at det gradvist breder sig.  Installationen er udført med knapt 200 belysningsarmaturer og fire kameraer, der rettet mod hvert sit verdenshjørne, indsamler informationer om dagens solnedgang og siden konverterer informationerne til dagens unikke farveskala og lyssætning på broen, der således er unik fra dag til dag.

 

Krævende proces med mange interessenter

Installationen har krævet et omfattende forudgående arbejde, hvor Spangenberg & Madsen har bistået med fastlæggelse af kommunens krav til armaturtyper, drift og vedligehold, banetekniske krav til jernbanesikkerhed, belysningen i forhold til togdriften og lokoførernes arbejdsforhold samt tilgængelighed for håndværkere, herunder hængerullestillads på broen og formulering af krav til klatreteam. S&M har udarbejdet udbud og evalueret tilbud, og varetaget koordinering af grænseflader mellem leverandører og entreprenører, samt indhentning af drift- og vedligeholdsdokumentation og aflevering af værket til Aarhus Kommune.

 

Projektet har involveret mange interessenter (kommunen, Godsbanen, Banedanmark, DSB, Letbanen, Arriva m.fl.), som Spangenberg & Madsen også har haft løbende dialoger med i processen, eksempelvis da kunstværket pludselig var truet af, at der opstod utryghed hos lokoførerne på grund af anvendelsen af rødt og grønt lys, der potentielt kunne virke forstyrrende for deres afkodning af togsignalerne. Denne problematik blev undersøgt og afklaret, med dét resultat, at Signalkommissionen gav tilladelse til, at alle farver frit kunne anvendes i installationen helt uden at være til gene for lokoførernes arbejde.
 

Teknisk indsigt forenet med kunstnerisk vision

Hos Spangenberg & Madsen er det primært Pau Ahler Brorsbøl og Jesper Willum Roed, der har været involveret som Signes nære rådgivere i processen, og de er rigtigt begejstrede for samarbejdet og det endelige resultat.

Pau fortæller: ”Det har været et projekt med rigtigt mange udfordringer! Dels var der tidligt i processen defineret nogle krav og truffet nogle valg, der ikke kunne lade sig gøre at udføre i praksis, dels var der mange hensyn og interessenter, på grund af jernbanemæssige sikkerhedskrav og andet. Men det har været rigtigt sjovt at forene vores dybe tekniske indsigt i arbejdet omkring jernbanen og vores el-tekniske faglighed med den kunstneriske proces – og få mulighed for at hjælpe Signes visioner til at blive til virkelighed. Og så er jeg bare rigtig stolt af, at vi har været med til at hjælpe det her enormt flotte kunstværk på vej.”

 

Signe Klejs har arbejdet med projektet i godt to år, hvoraf hun det seneste halve år har haft Spangenberg & Madsen tilknyttet som rådgiver. Som kunstner er Signe vant til, at hendes ideer er udfordrende og kan være vanskelige at føre ud i livet, især når hun anvender det offentlige rum som sit lærred, sin scene. Men i dette projekt har det været særligt udfordrende og til tider rigtigt træls. Derfor er hun glad for sit samarbejde med Spangenberg & Madsen:

 

”Hvis du vidste, hvor mange detaljer, der ligger bag sådan en installation. Det er jo ikke bare at vælge de rigtige lamper. Der har været så utroligt mange krav og hensyn, der skulle tages, fordi vi arbejder i et sandt krydsfelt af interessenter i et meget betydningsfuldt offentligt rum. Der er mange, der har en holdning til dels kunsten, dels det tekniske, og i et jernbaneområde gælder der helt særlige regler, som man som kunstner jo ikke har en chance for at kende til. Jeg havde bare helt klare visioner for mit værk og derfor var det rigtigt rart, at have Pau og Jesper på sidelinjen til at tage sig af de tekniske ingeniørting. Det har trods udfordringerne været en rigtigt spændende proces og jeg er superglad for den støtte og rådgivning, jeg har fået undervejs.”

 

 

Kunstværket er planlagt til at skulle pryde byens ikoniske bro frem til 2023.

 

 

For yderligere information, kontakt venligst Pau Ahler Brorsbøl, tlf. 29 69 99 29 eller kunstner Signe Klejs: klejs@cygne.dk, tlf. 61 27 77 65, www.cygne.dk, eller projektets side på Facebook: www.facebook.com/hesitationoflight/


Lyskunstinstallation - Spangenberg & Madsen rådgiver kunstneren bag, Signe Klejs. Til ventre ses håndværkere på hængerullestillads over banelegemet, og til højre et udsnit af broen i blåt. Fotos af Signe Klejs.
Tilbage

Nyheder
News

Kolleganyt
Øget fokus på bæredygtighed
Kolleganyt
Tak for i år
Kolleganyt

Mere info

Bliv ringet op
Ring til os

Få nyhedsbrevet
Tilmeld dig vores nyhedsbrev her