Ring til os på43 44 60 00
 

Konkurrencevinder - 12.7.2019

Spangenberg & Madsen er med på vinderholdet bag nyt museumsmagasin

En enig dommerkomité har udpeget det forslag som BASE Erhverv, FRIIS & MOLTKE, Viggo Madsen og Spangenberg & Madsen står bag, og dermed skal holdet stå for opførelsen af et nyt museumsmagasin og bevaringscenter på 6.000 kvadratmeter for Museum Sønderjylland.

 

Vinderprojektet vandt på alle parametre
Henrik Harnow, direktør for Museum Sønderjylland, har i forbindelse med offentliggørelsen af vinderforslaget udtalt til Jyske Vestkysten:

- Vi fik tre gode bud, men projektet her vandt på alle parametre.

Han kalder endvidere byggeriet "stilrent og elegant", og fremhæver, at der indendøre er en god logistik i forhold til det, der er nybyggeriets primære funktion: Korrekt opbevaring af de sønderjyske museers omkring 250.000 museumsgenstande, der i dag er spredt rundt på 60 lokationer under utidssvarende forhold.

 

Faciliteter til korrekt bevaring og til undervisning af skolebørn
Byggeriet bliver opført i Brunde Øst ved Rødekro og vil, foruden magasin til modtagelse, registrering og opbevaring af omtrent 250.000 museumsgenstande, også rumme kontorer, laboratorier og personaleområder samt faciliteter til formidling og undervisning af børn og unge, som derved kan tage del i bevaringsarbejdet og lære om naturvidenskab, historie og den danske kulturarv.

- Det er et samfundsmæssigt interessant byggeri. Dels vil det afhjælpe de udfordringer Museum Sønderjylland har haft i forhold til konservering og opbevaring af genstande grundet stor geografisk spredning af museets aktiviteter, så det både letter arbejdet og sikrer at vi passer godt på vores kulturarv, dels vil byggeriet danne ramme om kulturelle aktiviteter i Sønderjylland, og bidrage til at børn og unge lærer om vores historie og kulturarv og om naturvidenskab. Det er jeg rigtigt stolt af, at vi er med til at realisere, siger Jens Holm, der er projektansvarlig ingeniør hos Spangenberg & Madsen.

- Og så glæder det mig meget, at Spangenberg & Madsen igen skal samarbejde med vores gode samarbejdspartnere fra BASE Erhverv og Viggo Madsen, som vi netop har samarbejdet med omkring et nyt fjernarkiv og museumsarkiv i Høje Taastrup, og med arkitekterne Friis & Moltke som vi også har samarbejdet med på andre projekter, slutter Jens.

Gode erfaringer med projekter indenfor kultur og formidling
Spangenberg & Madsen har over årene medvirket i mange projekter vedrørende kultur og formidling, herunder ombygningen af det gamle og delvist fredede Moesgaard Museum, renovering og tilbygning til Kulturcenter Mariehøj, DR Byen, det nye kultur og undervisningsbyggeri Kunstens Hus i Roskilde, et par musikskoler og meget andet – og for nyligt har vi sammen med BASE Erhverv og Viggo Madsen samarbejdet omkring opførelsen af et nyt fjernarkiv og museumsmagasin for Københavns Kommune, et projekt der er meget sammenligneligt med det nye museumsbyggeri i Rødekro.

Opgaven vil blive løst fra Spangenberg & Madsens kontor i Kolding. Det forventes, at de fire sønderjyske borgmestre vil tage første spadestik til byggeriet først i det nye år, og byggeriet forventes at stå klart til indflytning i foråret 2021.

 

 

Kontaktperson: Jens Holm, tlf. 29 69 99 21.


Det nye museumsmagasin og bevaringscenter rummer blandt andet faciliteter til undervisning af skoleklasser; formidling der kan foregå uden at forstyrre bevaringsarbejdet. Visualisering udarbejdet af Friis & Moltke.
Tilbage

Nyheder
News

Kolleganyt
Øget fokus på bæredygtighed
Kolleganyt
Tak for i år
Kolleganyt

Mere info

Bliv ringet op
Ring til os

Få nyhedsbrevet
Tilmeld dig vores nyhedsbrev her