Tildeling af rammeaftale - 25.8.2021
Rammeaftale om bygherrerådgivning i Øst og Vest
I dag kan vi fortælle den gode nyhed, nemlig at Boligkontoret Danmark har valgt at indgå rammeaftale om bygherrerådgivning med Ingeniørfirmaet Viggo Madsen A/S, BISGAARD | EJSING ApS, Arkitektfirmaet Frost Larsen A/S, NOVA5 Arkitekter A/S og Spangenberg & Madsen Rådgivende Ingeniørfirma A/S. Der er tale om to delaftaler, øst/vest, der dækker Fyn, Jylland og Sjælland, og der indgås aftaler med tre hold på hver delaftale.
Boligkontoret Danmark er et alment administrationsselskab med 57 medlemmer, der omfatter almene boligorganisationer, almene boligforeninger samt selvejende institutioner.
Den udbudte rammeaftale omhandler bygherrerådgivning vedrørende renovering, nybyggeri, tilbygning og ombygning og har blandt andet til formål at beskrive de overordnede rammer samt sikre, at projektet gennemføres med det aftalte resultat og totaløkonomi til den aftalte tid.
De enkelte opgaver tildeles ved afholdelse af miniudbud.
Rammeaftalen er tildelt for to år med en option på, at ordregiver kan forlænge rammeaftalen med to gange 12 måneder, således at rammeaftalen samlet maksimalt kan få en varighed på op til fire år.
Talrige rådgivningsopgaver i boligbyggerier
Spangenberg & Madsen har mange års erfaring med nybyggeri, renoveringer og ombygninger af boliger i hele landet og rådgiver både som bygherres nærmeste rådgiver og som projekterende ingeniører og projektledere.
Vi glæder os til sammen med vores team at løfte de mange spændende rådgivningsopgaver for en bred vifte af boligselskaber i hele landet.
Kontaktperson: Martin Pedersen, tlf. 53 72 12 47.
|