Små ændringer kan forringe brandsikkerheden og få fatale konsekvenser
Loven er klar: Bygningens løbende brandsikring er bygningsejers ansvar. Opgaven kan dog være svær at overskue, for selv små ændringer som fx en ledning, der føres gennem en væg, kan svække brandsikkerheden. Løbende sikring og dokumentation via en drift-, kontrol- og vedligeholdelses-plan er ’rettidig omhu’, siger ekspert.

Bygningsreglementet kan ikke være mere klart i spyttet: Det er ubetinget bygningsejers ansvar at varetage løbende brandsikring af egen ejendom i henhold til lovgivningen på opførelsestidspunktet. Det kan lyde lige til, men en ting er at have et fuldstændigt overblik over lovgivningen – en anden er løbende at være opmærksom på alle de små ændringer i en bygning, der stiller brandsikkerheden i en ny situation.
- Brandsikring er jo mange ting: Varslingsanlæg, ABA-anlæg, sprinkling, brandventilation, ABDL-anlæg på branddøre osv. Her er systematisk, løbende gennemgang af en certificeret rådgiver enkelt nok, siger Susanne Wrist-Jensen, brandrådgiver til 3. part og afdelingsleder for brandrådgiverne i den 120 år gamle rådgivende ingeniørvirksomhed Spangenberg & Madsen
- Men lovpligtig brandsikkerhed ligger også i den passive sikring, som fx vægge, gulve, lofter, etagedæk og mange af de dele af bygningen, som vi tror, vi ’bare’ kan renovere og ændre på. Når lejere fraflytter, er der ofte et håndværker-team inde og renovere – og en lejer trækker måske et kabel gennem en væg eller sætter en kile i en branddør – og så er brandsikkerheden kompromitteret, og dét overblik kan svært at bevare – og dokumentere – løbende, siger hun.
Blind på egen bygning
Lovgivningsmæssigt er der krav om, at brandtekniske anlæg skal efterses løbende af fx egne driftsfolk. Årligt er det imidlertid lovpligtigt at have akkrediteret inspektion. Selvom man synes, man har styr på brandsikkerheden og tager opgaven alvorligt, så er der desværre ofte huller i osten.
- Vi har udført virkelig mange af disse gennemgange, og vi finder desværre altid noget, der potentielt kan have fatale konsekvenser. Man ser bare en bygning med andre øjne, hvis man er der årligt, end hvis man er der dagligt. Små svigt kan jo gå under radaren længe og det kan gå godt – indtil det ikke gør. Personligt ville jeg ikke gå på kompromis med en professionel kontrol og dokumentation, siger Susanne Wrist-Jensen.
Skulle der opstå brand i en bygning – om det er en produktionsvirksomhed, beboelsesejendom eller kontorlokaler – så skal branden for enhver pris forsøges holdt i de rum, hvor branden begynder, så den forvolder mindst mulig skade.
Hjælp dig selv – læg en plan
Uanset, om man er en udlejningsejendom eller en produktionsvirksomhed, kan en brand – ud over de menneskelige konsekvenser – have fatale økonomiske konsekvenser. En brandskadet ejendom eller produktionslinje tager lang tid at få op og køre igen, hvilket i værste fald kan betyde konkurs, siger Susanne Wrist-Jensen.
Hun understreger, at man som bygningsejer kan gøre noget – nemlig alliere sig med professionelle brandrådgivere for en professionel brandsikring, løbende gennemgang, opdaterede brandplaner, løbende arbejdsplaner og tjeklister for driftsfolk osv.
- Det kaldes en DKV-plan – drift, kontrol og vedligehold. Den dokumenterer, at man har gjort det, man skulle, hvis uheldet skulle være ude – og sådan en plan bør man have for hver eneste bygning, lyder det.
Uanset, hvordan lejere i lejligheder eller kontorer opfører sig, er det alene bygningsejers ansvar at overholde brandsikkerhedslovgivningen. Dét kan være meget svært i praksis – også selvom man har forsøgt at gardere sig med passusser om dette til lejerne i lejekontrakten.
- Professionel brandsikring er først og fremmest for lejernes sikkerhed, men det handler absolut også om egen økonomisk rygdækning som bygningsejer og udlejer, fx ift. forsikringsselskaber, myndigheder mm., slutter Susanne Wrist-Jensen, brandrådgiver til 3. part og afdelingsleder for brandrådgiverne i Spangenberg & Madsen.
➡️Læs hele artiklen her i avisen Børsens tillæg om branden i bygningen Børsen
➡️Se billeder af Jeudans smukke kontorlokaler i den fredede bygning i Bredgade herunder - tak for lån af foto til Jeudan.
Kontakt os endelig

