Et kontor bygget på cirkulære principper

Vi har bygget videre på det, der allerede var

Da vi overtog ALDIs tidligere domicil med klassiske cellekontorer, stod det hurtigt klart, at bygningen stadig rummede store mængder materialer med mange gode år i sig. Derfor valgte vi at lade genbrug og transformation være et gennemgående princip i ombygningen af vores nye kontor.


I stedet for at rive ud og starte forfra har vi bygget videre på det, der allerede fandtes i bygningen. Resultatet er moderne og tidssvarende rammer, hvor eksisterende materialer er tænkt naturligt ind i helheden. Ambitionen har aldrig været, at det skulle ligne genbrug, men at vise, hvordan genbrug kan indgå i et nutidigt byggeri uden at gå på kompromis med kvalitet og udtryk.


Ombygningen stod færdig i februar 2026, og i marts åbnede vi dørene for branchen for at dele erfaringerne bag projektet. For selvom potentialet er stort, bliver alt for mange materialer stadig kasseret længe før, de har udtjent deres levetid.


Gennem ombygningen har vi genbrugt 143 ton materialer svarende til cirka 60 % af det samlede materialeforbrug i vægt. Klimaberegningerne viser samtidig en CO₂-besparelse på 57 % sammenlignet med en tilsvarende renovering med nye materialer. Det er tal, vi er stolte af, fordi de viser, at det er muligt at skabe moderne og velfungerende rammer med et markant lavere ressourceforbrug.


Projektet fungerer som et konkret eksempel på den rådgivning, vi tilbyder inden for transformation, genbrug og cirkulært byggeri.

Vores ombygning er bygget op omkring tre enkle genbrugsdogmer

Genbrug on-site

Alt, hvad vi kan bruge fra nedtagning, bliver brugt igen. Det, vi ikke kan anvende, bliver sendt videre til andre, der kan


Alt ‘nyt’ er genbrug

De materialer, vi ikke selv har on-site, skal enten være genbrug, fejleverancer eller overskudsmaterialer fra andre byggerier.


Så lidt nyt som muligt

Vi køber så lidt nyt som muligt. Ikke fordi det skal ligne genbrug, men fordi vi mener, at gode materialer fortjener længere levetid.

Dørene

Besparelse: 560 kg CO₂-eq

Vi har bevaret en stor del af dørene fra det tidligere lejemål. Andre døre har vi hentet hjem som genbrug gennem Tscherning.


Efterfølgende er dørene blevet sat i stand med spartel og maling, så de fremstår med et samlet og roligt udtryk på tværs af huset.


Af hensyn til funktion og sikkerhed har vi udskiftet vores hoveddøre i forbindelse med ombygningen.

Vores lejemål har derfor nu 20 stk. genbrugte døre og fire stk. nye døre. Fem døre har vi sendt til genbrug.

Gulvet

Besparelse: 93 kg CO₂-eq

Gulvet blev oprindeligt lagt i Gellerupparken i Aarhus i 1972 og blev taget op for cirka 10 år siden.


Brædderne har siden været igennem en omfattende bearbejdning for at kunne få nyt liv hos os. Efter demontering er de lyse gulvbrædder blevet renset, sorteret og bearbejdet. Den oprindelige lak, som indeholdt PCB, er blevet fjernet, hvorefter gulvet har fået ny fer og not, så brædderne igen kunne monteres.


Det har været en proces, der krævede tilpasninger undervejs, både i udførelse og forarbejdning, og som samtidig gav ny viden til alle involverede.


I dag er gulvet ’fundamentet’ i vores hverdag. Det lyse træ binder kantinen og mødelokaler sammen med tydelige spor af sin historie, og viser, hvordan materialer med et tidligere liv kan få ny værdi uden at gå på kompromis med funktion eller holdbarhed.

Køkken

Det har været vigtigt for os, at vores køkkener ikke kun fungerer i praksis, men også afspejler de værdier og materialevalg, der præger resten af ombygningen.

Derfor har vi fået designet og produceret køkkenerne af Loudliving, der arbejder med at skabe moderne produkter af materialer, der allerede har levet et tidligere liv.


Fronterne er fremstillet af gulvbelægning fra ATP’s ejendom ved Vibenshus Runddel, mens størstedelen af kabinetterne er høstet on-site. De resterende elementer er suppleret med genbrugsmaterialer fra J. Jensen.


De lyse bordplader i kantinekøkkenet er produceret af afskær fra anden produktion og bidrager til at udnytte materialer, der ellers ville være gået til spilde.


Det er dog ikke lykkedes os at finde genbrugsmaterialer til alle dele af køkkenerne. Vores industrikøkken og stålpladerne er derfor nye og leveret af Dansk Boligstål.

Vægge

Besparelse gipsvægge: 20.411 kg CO₂-eq Besparelse glasvægge: 2.675 kg CO₂-eq

Store dele af vores indvendige vægge er bygget op af materialer fra ALDIs tidligere cellekontorer. Vi har høstet materialer som gips, genbrugte stålregler og genanvendt isolering og tænkt dem videre i ombygningen.


Enkelte steder har det dog været nødvendigt at supplere med nye materialer. Det drejer sig om blandt andet vådrum, hvor der er der stillet særlige krav til funktion, slidstyrke og holdbarhed, som har krævet nye gipsplader.


I gang-og fællesarealer, hvor krav til lyd er mindre kritiske, er glasvægge udført med genbrugsglas.


I vores indre mødelokaler har vi anvendt nye glasløsninger med skærpede lydkrav for at sikre fortrolighed.

Akustikplader i loft

Besparelse: 6.097 kg CO₂-eq

Vi prioriterede hovedsageligt genbrugsmaterialer til vores loft af troldtektakustikplader, men der var begrænset tilgængelighed og højere omkostninger, som i nogle tilfælde påvirket det endelige materialevalg.


76% er genbrug (fra Genbyg).

24% er nyt.

Lamper

Besparelse: 1,78 ton CO2

Vi prioriterede hovedsageligt genbrugsmaterialer til belysningen i vores lokaler i samarbejde med Fischer Lighting.


Ud fra en cirkulær tilgang har vi indkøbt genbrugslamper og armaturer fra dem. Omvendt har vi sendt den eksisterende belysning og armaturer til refurbishment hos dem, så de kan leve videre i andre bygninger.


Størstedelen af vores installationer er genbrugt ved at bevare eksisterende kabler og fiber (PDS), dog suppleret med mindre mængder nyt, hvor det var nødvendigt.


Kun få elementer er nyindkøbte. Det gælder blandt andet boblelamperne i mødelokalerne, receptionen og kantinen, som bidrager med et blødere og mere varmt udtryk i rummene.


På den måde sikrer vi, at materialerne får lov til at fortsætte deres i andre bygninger, samtidig med at belysningen lever op til nutidens krav til funktion, energieffektivitet og lyskvalitet.

Tæppefliser

Besparelse: 32.133 kg CO₂-eq

De eksisterende tæppefliser i lejemålet er bevaret, beskyttet under byggeprocessen og efterfølgende dybderenset.


Dog har udskiftet enkelte plettede fliser med overskudsfliser og sendt de resterende videre til genbrug.


100% genbrug