I forbindelse med placering af følsomt udstyr og områder - såsom laboratorier og operationsstuer - skal der tages særligt hensyn til inducerende støjkilder, som kan komme fra driften af bygningen, andet følsomt udstyr, men også helt udefra.
Der bør derfor i særlige tilfælde foretages en grundig undersøgelse af det elektromagnetiske miljø omkring den nye bygning eller installation.
En anden væsentlig kilde til EMI er løbske lækstrømme og transienter, som kan forstyrre, hvis ikke der er implementeret en koordineret indsats for, at bringe dette ned på et absolut minimum, hvilket kan gøres ved etablering af lynaflederanlæg, ordentlig potentialudligning og ikke mindst transientbeskyttelse.
Der skal etableres en ydre beskyttelse ved lynaflederanlæg på bygningen, som endvidere beskytter bygningen mod termisk og mekanisk overlast ved at lede en eventuelt lynstrøm sikkert til jord.
Installationen skal forsynes med en koordineret transientbeskyttelse, som sikrer, at såvel udefra- som indefrakommende overspændinger/transienter afledes sikkert til jord. En effektiv afledning af transienter og lækstrømme sker kun, hvis overgangsimpedansen til sand jord er lav.
|