Børnehuset i Skovkvarteret: Integreret daginstitution i Ørestad Syd
Københavns Kommune står bag opførelsen af en ny integreret daginstitution i Skovkvarteret i Ørestad Syd. Daginstitutionen er opført af totalentreprenør Combi Byg i samarbejde med Pluskontoret Arkitekter og ingeniørfirmaerne AB Clausen og Spangenberg & Madsen.

Børnehuset i Skovkvarteret er en integreret daginstitution med tre vuggestuegrupper og to børnehavegrupper - med plads til 80 børn og 17 voksne, der forventes at indtage huset i maj 2022. Huset er projekteret til DGNB GULD og består af stueetage, 1. sal og tagetage med beplantet tagterrasse og et udeareal med legeplads.
Daginstitutionen er placeret på en mindre matrikel, hvorfor store dele af legearealet er etableret på taget. Hensynet til beboerne omkring institutionen har haft særligt fokus under byggeriet, hvor byggelederen løbende har været i dialog med og holdt beboerne orienteret i en Facebook-gruppe oprettet til formålet.
Endvidere indgår nærmiljøet i DGNB-principperne og derfor er legepladsen og de grønne arealer på taget af institutionen tilgængelige for områdets beboere uden for institutionens almindelige åbningstid. Derved er Børnehuset i Skovkvarteret også til glæde og gavn for sine omgivelser.
Processen iht. DGNB
Spangenberg & Madsen har tilknyttet to DGNB-ressourcer som hhv. bæredygtighedsleder og assisterende bæredygtighedsleder.
Indledningsvist er projektets detaljer blevet vurderet og analyseret i et screeningsværktøj og der er løbende foretaget vurderinger af de enkelte til- og fravalg i tekniske løsninger og armaturer, herunder materialevalg, blændingsafskærmning mv. ligesom der vurderes på rengøringsvenlig indretning og fleksibilitet, brugernes mulighed for at styre indeklimaet mv. Der er udført livscyklusanalyse (LCA) i forhold til ressourceforbrug og potentielle miljøpåvirkninger, og der er analyseret på projektets levetidsomkostninger (LCC) i henhold til DGNB's rammer.
Der er desuden fokus på maksimal udnyttelse af huset, fx ved at legepladsen er åben for lokalsamfundet udenfor institutionens åbningstid. Der har også været fokus på at dokumentere kvaliteten i udførelsen ved målinger af fx lydisolering, termisk komfort, fugtindhold i byggematerialer mv.
Der er løbende afholdt møder på tværs af totalentrepriseteamet, herunder DGNB-møder med bygherres tilknyttede auditor.
Teamet bag
Spangenberg & Madsen vandt opgaven på hold med totalentreprenør Combi Byg, Pluskontoret Arkitekter og AB Clausen på konstruktioner. Spangenberg & Madsen varetager ingeniørrådgivningen for el, VVS, ventilation, indeklima, energi, kloak, CTS, sikring og brand, og er endvidere bæredygtighedsleder på byggeriet med ansvar for DGNB-processen, som DGNB-konsulent.
Auditorrollen varetages af Dominia. Spangenberg & Madsen har varetaget den samlede brandrådgivning, inklusiv myndighedsbehandling og aflevering af materiale for drift og vedligehold.
Kontakt os endelig

